Alternative tanker om ældrepleje!
V / Lars Holstein, Alternativet
Når jeg bliver gammel…
Det her handler om mennesker der har brug for hjælp til at kunne leve livet færdigt.
Det handler om din og min alderdom!
Ældresagen og seniorrådet havde inviteret til vælgermøde onsdag den 20. oktober. Vi var 10 politikere der var mødt frem til debat, og som Susanne Niskanen fra MJA bemærker, så var der i panelet enighed om at det halter i ældreplejen og der er brug for handling.
Men som det altid er, så har de forskellige politiske partier forskellige svar på den samme udfordring.
Rekruttering af personale til området er en af de helt store udfordringer
Det bliver ikke lettere når fakta er stort arbejdspres, lav løn, beskedne udviklingsmuligheder og næsten ingen indflydelse på sine arbejdsopgaver.
Området burde gentænkes. Der skal nye øjne på opgaven, og at både brugere, medarbejder og pårørende skal involveres her og nu. De bedste beslutninger træffes bedst tæt på praksis, og mange gode resurser ville se det som en rigtig spændende udfordring og være med til at skabe ældreplejen version 2.0.
På mødet blev ”selvstyrende teams” debatteret som en del af løsningen. Simon Skals fra KD tog den et skridt videre og plæderede for ”selvstyrende enheder” Og alternativet ser netop det som vejen frem.
Som en person på mødet viskede med øret – Måske skulle alle plejecentre have rammer som ”friplejehjem”.
Nogen partier mangler der tillid til at overlade ansvaret til centerlederne! Alternativet mener at tiden er til at gå hele vejen. Vi skal have tillid til vores fagfolk og vi skal give frihed til faglighed.
Vi kommer ikke uden om at området har brug for flere penge – Men mens vi venter på at vi politikere får åbnet pungen, kunne en ny organisering, som understøtter engagement og arbejdsglæde måske sikre mere valuta for de penge vi allerede bruger.